Har din indre selvtale en kritisk tone?

Mange har en indre selvtale, der fortæller en negativ historie. Det kan være baseret på erfaring, som har givet negative forventninger til bestemte egenskaber både ved én selv og andre.

At vokse op i en selvkritik tone er et omsorgssvigt, der kan være svært at opdage. Det kan være at blive mødt med ”hvad gik der galt?” når man får 10 i stedet for 12. Eller at opleve en fornemmelse af skuffelse, hvis ikke man er ambitiøs omkring sit studie. Det ses bl.a gennem tilkendegivelser af, at det er ok at skeje lidt ud så længe, man ikke bliver til et dovent menneske. Så vil man som voksen senere kunne mærke en aversion imod dovenskab uden altid at kunne placere, hvor den indre selvkritik kommer fra. At kritikken er blevet til en indre selvtale, der gør vi kan være hårde ved os selv, hver gang vi oplever os selv eller andre som dovne, uambitiøse eller lign.

Hvordan ændrer vi tone?

Det er et stort arbejde at ændre sin selvtale, da den typisk har ”talt” på ubevidste niveauer altid. Når vi ændrer på kategorierne, så flere facetter kan rummes i samme menneske bliver det muligt at nære omsorg for sig selv i flere situationer. At flere egenskaber og væremåder kan være forbundet med at være elsket. Så kan man være elsket, selvom man laver fejl og det vokser ens selvværd af.

At arbejde med det man ikke må være, er rigtigt vigtigt. Det er ofte, det vi har modstand mod, som vi trænger til at gøre mere af. Hvis jeg er bange for at vise sårbarhed, fordi erfaringen har vist mig, at det kan gøre ondt, så afholder jeg mig selv fra oplevelser, der kan vise et nyt perspektiv. Nye oplevelser kan ændre selvtalen.

Så kan man erfare at sårbarhed ofte er det, som gør relationer ekstra stærke og autentiske. På den måde kan man gå imod det paradoks, at angsten for at vise sårbarhed fører til forladthed til fordel for at lære at sandsynligheden for at blive forladt er større uden sårbarhed.

Er andres ord blevet din selvtale?

Det er en stor tankeopgave at skelne imellem hvornår vores indre selvtale er vores egen eller ord andre har sagt. Her er det nødvendigt at spørge os selv om, det andre har sagt og gjort er blevet til min egen sandhed om mig selv?

Jeg oplever tit klienter, der efter et have været i et usundt parforhold fortæller, at eks-kærestens negative sætninger kører som klientens egen indre tale. ”Jeg fik altid af vide, at jeg var for følsom, for indelukket eller for kontrollerende”, ”så må det jo betyde, at det er fejl ved mig, som jeg skal ændre for at nogen kan elske mig”.

Det er værd at bemærke, at den andens ord bliver omdannet til en personlig kritik, der gør, at et menneske efterlades i troen om, at de er forkerte, når de besidder bestemte egenskaber. I relationer handler det mere om, at bestemte egenskaber vækker noget hos en partner, fordi øget følsomhed kan vække en usikkerhed i den anden, og så bliver modsvaret ofte et angreb.

Hvordan kan selvkritik erstattes af selvkærlighed?

Uanset hvordan ens indre selvtale er blevet dannet er det vigtigt at gøre sig bevidst herom og se det fra flere nuancer. Anskue det menneske der har kritiseret én og være nysgerrig på, hvorfor de har handlet, som de har gjort. Så problemet ikke kun lander hos én selv.

Hvis det er som barn, at man altid er blevet mødt med forbedringstanken, så skal man holde den yngre del af sig selv i hånden, når det senere i livet kan opleves voldsomt at møde lignede kritik. Jeg plejer at sige, at vi lader talen køre tilbage det menneske, som startede den. Tage det ind af ordene vi oplever som meningsfuldt og sortere det fra, som aldrig vil være en del af den måde, som vi selv vil behandle andre på. På den måde kan der gælde de samme regler for, hvad vi rummer hos andre, som vi kan rumme hos os selv.