Det kan være en stor bedrift at følge med på de krøllede veje et liv kan forme sig i. Når vi fortæller livshistorier eller skaber drømme, så gør vi det ud fra uudtalte milepæle. De milepæle kan bruges som en rettesnor, men kan også føre til uro og forkerthedsfornemmelse, hvis man ikke følger den planlagte rute. Hvis ens liv tager en mere krøllet vej til et mål, eller man rammes af livskriser kan det tolkes ind i nederlagshistorie.
De fleste jeg møder i terapi, som står i forskellige former for livskriser præges af, at noget ikke gik som forventet. Nærliggende skriv centrer sig om disse spørgsmål: Hvordan kan man blive bedre til selv at tage definitionsmagten over ruten i ens liv? Hvem definerer, hvad der er de rette mål på det rette tidspunkt? Og hvordan møder vi os kærligt i sorgen, når en ønsket milepæl må rykkes eller ikke gik som håbet.
De uudtalte forventninger
Vi bygger vores drømme ud fra forestillinger om, hvordan vores liv skal udforme sig, så når livet drejer en mere krøllet vej, så skaber det forvirring og uro. Det kan være alt fra at forvente ens datter skal komme til verden ved hjemmefødsel til at omstille sig til akutkejsersnit. Eller forestille sig at man i en alder af 25 år vil være i gang med uddannelse i stedet for at være sygemeldt. Eller at man i en alder af 30 år vælger at stifte familie alene og giver slip på ideen om kernefamilien, der før havde været rettesnor for ens liv. Tilsvarende at få en kernefamilie for senere at skulle omstille sig til det delte familieliv. Eller at finde kærlighed og forvente at det vil vare for altid til at opdage, at livet kan rumme flere vigtige kærlighedsrelationer.
Nervøs for andres bedømmelse
Hvis man præges af tvivl eller nederlagsfornemmelse, kan denne følelse forstærkes i mødet med andre. At møde andres blik til sammenkomster giver flere oplevelsen af, at man ikke følger den “rigtige retning”. Det kan give følelsen af ikke at indfri det, andre forventer af én. Eller at man træder ved siden af, hvad man ”normalt” bør gøre eller ønske for sig selv i en given milepælsperiode af livet.
Man kan blive mødt af generaliserende holdninger, der måske ikke giver genklang hos én selv. Eksempelvis hvor vigtigt det er at rejse og have et stort socialt netværk i starten af 20’erne, inden man etablerer sig. Det er vanskeligt at efterleve, hvis man som menneske er mere indadvendt. Man kan også tro, at andre bedømmer én uden det nødvendigvis er rigtigt. Det analytiske arbejde i at tolke i andres blikke og kommentarer, koster utrolig meget ofte spildt energi.
I terapeutisk øjemed handler om at blive klog på egne milepæle og selv definere hvad det er for en retning, man ønsker for sit liv. I tillæg at få hjælp til at håndtere det, der ikke gik som forventet.
Balancen mellem sorg og ny opdagelse
Når en drøm brister er det naturligt at sørge over det vi har mistet, og tillade os at føle en tungsindighed om hjertet. Når det eksempelvis handler om at omstille sig fra kernefamilie til det delte familieliv, så tager det tid at lande i den nye tilværelse. Det føles for begge parter ofte sorgfyldt ikke at være et fælles hold på samme måde som tidligere. Det tager tid før man bliver klar til at opdage, hvad en den nye tilværelse rummer af muligheder. Det kan eksempelvis være det nærvær, der kan opstå i tiden sammen med børnene, fordi man ikke er sammen hverdag. Eller den selvudvikling eller selvpleje på forskellige niveauer, som man kan fokusere på, imens den anden forældre har det primære ansvar.
Man kan også føle sorg over at nå en forestillet milepæl og opdage, at den ikke gav det, man håbede. At flytte hjemmefra og opdage, at det forstærker en masse angst, som gør man må vælge om igen. Eller droppe ud af uddannelse, fordi den ikke indfriede det man håbede.
Det er modigt at turde vælge om, da der er ligger meget læring i at stå ved, når en given livssituation ikke er god for én. Jeg møder mange mennesker, der er bange for at træffe forkerte beslutninger, hvor jeg ser, at hjælpen ligger i tilliden til, at det er ufarligt at vælge om.
Fra Italien til Holland
Det bedste billede til at beskrive bevægelsen fra sorg til nytænkning blev jeg præsenteret for en del år tilbage. Vi pakker tasken og forventer at turen går til Italien. Jeg drømmer om alt det Italien rummer. Svarende til de drømme jeg danner i venskaber, kærlighed, familie og karriere. Og pludselig ændrer ruten sig og jeg lander i et helt nyt land. I starten reagerer jeg med chok og afmagt og har brug for tid til at forstå, hvorfor flyveren landede der. Ligesom den refleksion proces vi gennemlever under eksempelvis sorg. I starten længes jeg efter Italien og savnet er helt almindeligt og vil være mest tilstede det første år imens jeg accepterer, at flyveren ikke kommer tilbage.
Det er det første år efter en given livsklrise, at man gennemlever alle vaner, højtider mv., og skal skabe nye traditioner. Det kan dog variere, hvor længe det tager afhængigt af, hvilken type livskrise vi taler om. Nogle mennesker kan sidde fast i længslen, dette kan rumme en risiko for bitterhed – derfor er det så vigtigt med støtte til at få åbnet ens øjne for, hvilken kvalitet det nye land rummer. Og kunne tillade sig at se sorg som en tilstand, man kan svinge ind og ud af, imens man bliver klar til at opdage det nye land.