Jeg møder tit klienter, der er nysgerrige på, hvorfor det kan give mening at lade sig udrede og diagnosticere. Forældre kan bekymret spørge på vegne af deres barn, om det vil føre til stempling, ansvarsfralæggelse eller sygeliggørelse. Om en udredning slukker drømme og gør mulighederne mindre. Som voksen kan det være svært at se ideen i en udredning, fordi nu har man jo ”klaret sig” så længe uden.
Vi hører tit om bagsiden ved det diagnosticeret samfund. At det reducerer mennesker til kasser, og placerer ”fejlen” hos det individ, som ikke passer ind i systemet. Måske vi har for små kasser i det store billede, men nærliggende skriv centrerer sig om, hvad det kan betyde for den enkelte og det menneskets omverden, når der bliver givet en diagnose.
Den kærlige indre tale
At leve med en uopdaget diagnose har ofte den konsekvens, at man har udviklet en indre selvtale, der har kritisk karakter. Det kan beskrives som en indre dommer, der hele presser én til at gøre det bedre, og presser på for at kunne det samme som andre. Såvel børn som voksne kan have vanskeligt ved oplevelsen af at være anderledes.
Selvom det også kan opleves voldsomt at få en diagnose og få fornemmelsen af, at der er noget ”galt med mig”, så er virkeligheden mest, at det skaber selvkærlige følelser. Det skaber en længere line både for én selv og de mennesker omkring én, til at kunne forstå hvorfor ting, som virker simple for andre kan være en stor udfordring.
Dit særlige barn – evner frem for begrænsninger
Når vi opdager det tidligt giver det mulighed for at tilpasse skole og krav til barnets udvikling, og hvis det lykkes vil det give barnet en mindre nederlagspræget indre oplevelse.
Vi ser også børn, der vil teste om, det kan bruges til springe over, hvor gærdet er lavere ala ”det kan jeg ikke pga. min ADHD”. Her råder jeg til, at man mere opfatter det som, at der er domæner af et barns liv, hvor det skal kæmpe lidt hårdere end andre. Så det betyder ikke at opgive, men at man knokler med forskellige strategier og skånehensyn for at nå samme milepæle som andre.
På diverse kurser trænes forældre også i at opdage det ”særlige” ved deres barn frem for det ”sære”. Flere diagnoser kommer også med særlige evner, som gør, at et barn med den rette støtte vil kunne nå langt.
Den retrospektive rejse – når man udredes i voksenlivet
Som voksen kan det føles overvældende at blive diagnosticeret, da det kaster et nyt lys ned over hele ens liv. Det gør typisk, at livskriser, valg og udfordringer forstås på en ny måde.
Jeg ser voksne som tager deres liv op til revision, og tilrettelægger nye vaner, livsstile og arbejdsmønstre med omsorg for deres diagnose. Det bidrager altså både til forståelse og vækst. Men selvfølgelig også til sorg, da man gør sig forestillinger om, hvordan ens liv ville have været, hvis det var blevet opdaget tidligere.
Når en klient er i tvivl om en udredning vil være til gavn, så går vi typisk på opdagelse i fordele og ulemper. Min erfaring er dog, at de fleste får mest fred indeni ved at få det afklaret også selvom, at man som voksen har udviklet en række mestringsstrategier.
Det kærlige ydre samt indre sprog smitter også af på netværket. Hvis de tætte relationer er åbne og nysgerrige, så kan de sætte sig ind i den pågældende diagnoses udfordringer og evner. Og herigennem opdage på hvilke måder, den man har kær vokser på.
At blive mødt kærligt omkring ens begrænsninger er som at lande blødt, da mange igennem livet har bakset med følelsen af, om de slog til som det menneske de er.