Drømmebabyen er kommet ud af maven. Nu starter barselsboblen. Du har skabt en familie, men måske det ikke altid føles som en drømmetilværelse? De fleste er indstillet på, at det at få børn kræver, at man kan tilsidesætte sine egne behov. En førstegangsmor har sagt til mig, at hun havde indstillet sig på at holde igen med fester, men hun havde aldrig forestillet sig, at hun i sin barsel nogle gange måtte udskyde behovet for at spise, bade og skide. Hun følte sig samtidig bombarderet udefra. Aldrig har andre mennesker haft så mange holdninger til, hvordan hun skulle gøre det og aldrig har hun tvivlet så meget på sig selv.
Det bliver virkeligheden for flere at udvikle fødselsdepression, fordi vi kræver mere af os selv end vi burde. Vi påtager os for meget ansvar og alt for meget skyld for den måde vores barn udvikler sig på. Vi kommer til at føle os ensomme i en mødregruppe, fordi vi får en ide om, at de andre besidder bedre moderlige egenskaber, fordi deres baby ikke vågner hver time. Der er enormt meget på spil i den periode, hvor man skal til at finde sig til rette i ny identitet som forældre. Jeg har forsøgt at danne et overblik over, hvilke skygger der især præger moderskabet.
De typiske dilemmaer, dobbeltheder og skamfyldte følelser under barsel:
- Frustration rettet mod en baby, der ikke vil sove, fordi jeg trænger til en pause fra ham.
- Jeg skal gøre mit bedste for at stimulere min baby motorisk, så jeg går til en række aktiviteter, men det stresser mig at skulle ud ad døren.
- Jeg burde kunne trøste min baby, for jeg er hans mor.
- Jeg glæder mig mest til at arbejde igen, betyder det, at jeg ikke dur til at være en del af familie?
- Jeg skal hjælpe min baby med at komme ind i en fast rytme, så hvis han vågner tidligt fra lur, må jeg have gjort noget galt.
- Jeg råbte ad mit store barn, fordi jeg ikke kan råbe ad babyen. Hvad er jeg for en mor, der ikke kan rumme mine børn?
Vi smider os selv under bussen til fordel for børnenes behovstilfredsstillelse
Den moderne karrierekvinde er vant til anerkendelse, men baby klapper desværre ikke i hænderne og siger tak mor, når vi går hjemme på barsel. Man er faktisk nødt til at belønne sig selv for at mestre den kæmpe opgave! Man ordner usynlige opgaver hele dagen, så når manden kommer hjem ligner det, at intet er hændt siden han tog afsted. Men dagen har i virkeligheden været fyldt med præstationer. Du fik baby til at spise noget efter, at han havde kastet fire forskellige retter på gulvet. Du fik ham til at sove mere end 40 minutter måske fordi du stod klar med sko og jakke. Du fik vasket gulvet og lagt stofbleer på plads. Du fik hentet det store barn i institution. Du kom også hele vejen hjem selvom 15 minutters gang blev til 50 minutter, fordi den ene væltede og den anden skulle spise.
Især i min anden barsel havde jeg fornemmelsen af, at jeg i løbet af en eftermiddag sagde: ”jeg skal liiiige og så kommer jeg” ca. 30 gange. For jeg skal lige putte lillebror, jeg skal lige give ham mad, lige tisse, lige se på vores aftensmad – og når jeg så endelig kom ind til den store, vågnede den lille og opmærksomheden blev igen delt. Var jeg utilstrækkelig? Var mine krav til samvær og nærvær for højt? Eller stod jeg bare i et grundvilkår, når der kommer flere børn i en familie? Fornemmelsen af at have to munde, der råber på forskellige typer behovstilfredsstillelse kan gøre barsel til et minefelt, hvor vi konstant frygter at træde ved siden af. Denne frygt er på nogle måder paradoksal, når de fleste mødre nærmest gladeligt kaster sig under en bus for at holde den lille tilfreds.
Pas på med mor-shaming især op til en højtid
Nogle gange er det en heldig biologisk mekanisme, at vores egne børn kan smelte vores hjerter for det gør, at vi kæmper videre. Vi kæmper for, at det på et tidspunkt bliver rart og mindre kaotisk at være en småbørnsfamilie. Det ville måske være en hjælp, hvis vi var mere indstillet på, at børn på én gang kan føles som det bedste og værste, der er hændt os. At vi i løbet af en weekend glæder os til, at de skal i seng, så vi lige kan trække vejret. At vi nogle morgener mest glæder os til det øjeblik i bilen, hvor ungerne er afleveret og vi kan skrue op for vores yndlingssang. Det er helt normalt og bestemt ikke noget at skamme sig over.
Jeg hørte engang et radioprogram, hvor mødre, der havde været udsat for mor-shaming, ringede ind. Det overraskede mig, hvad andre kan finde på at sige til en mor uden at kende hende eller barnet. Der er selvfølgelig situationer, hvor vi med rette skal blande os, det er klart. Men det er ærgerligt, at en udkørt mor skal have et ekstra læs dårlig samvittighed, fordi hun lige gør noget, vi ikke selv ville. Vi er mødre på forskellige måder og vi har også forskellige børn. En mor skal lære at stole på sine kerneværdier. Hvad giver mening for mig? Hvad passer til min personlighed og mine familieværdier?
Mor-shaming er høj aktuelt i juletiden, fordi tiden bygger på forskellige traditioner og herfra forskellige måder at gøre det ”rigtigt” på. Julen er også en tid med høje forvetninger til hyggelig tid sammen.
At være sig selv som mor
Moderskab er en rejse i at finde ud af, hvordan man nyder at være sammen med sine børn. Hvis man gør som de andre af pligt, så kommer man lynhurtigt til at mistrives med at være familie. Det skulle være så godt at komme i svømmehallen eller bruge en søndag i nattøjet, men hvis du som mor nu ikke trives med det, hvem gør det så glad? Hvis du hader at lege hest, hvorfor skal du så gøre det? Hvis du derimod elsker at tage en tur i skoven eller på biblioteket er det mindst lige så godt og endda bedre, for det bedste børn ved er en glad mor.
En varm opfordring til at passe godt på dine børns dejlige mor!
Der kan være mange grunde til at barsel bliver en svær tid, så jeg vil i øvrigt også varmt anbefale at vende det med jordemoder.