Parforhold og kærlighed er det, som de fleste sange handler om. Til trods for at vi er biologisk programmeret til at knytte bånd, så kan det at danne og vedligeholde et bånd være en stor opgave.
Kærlighedsforhold sender mennesker ud i alle afkroge af deres følelsesliv. Kærlighedsforhold kan få os op at flyve i forelskelsens (sindssyge) lykkelige rus. Samtidig kan et forlist forhold også få os til at ramme bunden med et blødende hjerte. Så der er ikke noget at sige til, at vi på én gang både jagter og flygter fra kærligheden, fordi den kan gøre os ondt og godt. Den lover os ingen garantier, men den tvinger os til at vove og satse på, at det holder. En af mine klienter sagde forleden, at hvis jeg ikke prøver igen, så får jeg ikke chancen for at opleve noget, der kan være bedre. Det synes jeg rammer så ufatteligt godt.
Hvordan ser et moderne parforhold ud?
Vores drømme om kærlighed & parforhold kan minde om hinanden. Det kan kaldes både en biologisk og kulturel konvention. Først tiltrækkes vi og forelsker os, så giver vi os hen og åbner vores hjerte. Så oplever vi noget af verden sammen og skaber vores eget hjem med børn og måske et stakit.
Men selvom drømmen har samme form, kan den så have et forskelligt indhold? Findes er ligeså mange typer af parforhold som typer af mennesker? Hvordan bliver vi modige nok til at kræve det, vi selv har brug for? Kan vi samtidig være ydmyge nok til at vide, at en del af det at danne bånd også handler om at opgive noget for den andens interesse. Hvori ligger balancen mellem at finpudse og forandre sig selv og sin partner?
Myter truer vores forhold
Myter truer vores forhold fordi det at klamre sig til for snævre ideer om parforhold og forelskelse gør, at vi idealiserer det perfekte forhold.
Et par eksempler på myter er:
- ”Hvis min kæreste kender mig godt, så kender han/hun mine behov uden, at jeg behøver fortælle det”. Det giver en ide om, at ægte samhørighed gør, at man afslutter hinandens sætninger og fornemmer den anden uden ord. I realiteten kræver et godt parforhold, at vi tør være ærlige omkring vores behov og især de behov, som vi ikke føler os mødt på.
- ”Hvis min partner virkelig vil mig, så har han eller hun lyst til at tilbringe alt sin tid sammen med mig” Dette princip kan nemt være en anledning til misforståelser. Vi adskiller os i vores behov for frihed kontra nærhed. Så hvis man finder en partner, der føler sig mest elsket i symbiotisk tilstand, imens man selv har mere brug for frihed, så kan begge parter ende med at føle sig forkerte.
- ”Jeg skal kunne tale med min partner om alt”. Det stiller høje krav til et parforhold, hvis vores partner skal kunne give os alt.
- ”Jeg skal føle mig forelsket og tiltrukket af min partner det meste af tiden”. Det er som om, at vi er blevet utålmodige. Når vores forhold rammer en rugbrødsdag, som jeg definerer som et sted mellem hverken tiltrækning eller frastødning, at så tænker vi automatisk at, der må være noget galt med forholdet.
Accepter’ rugbrødsdage
Med disse myter vil jeg vise, at vi kan have tendens til at sætte det gode forhold op på en piedestal. Vi bliver nervøse for vores forhold, når det rammer en neutralitet, som måske bare er en afspejling af livet. Nogle gange skal vi vente på at blive tiltrukket igen, fordi forholdet er inde i en periode, hvor der ikke er meget plads til det. Nogle gange skal vi kæmpe for at få en god dialog med hinanden. Vi skal kæmpe for at forstå, hvad den anden har brug for og ikke forvente at ægte kærlighed gør, at man vokser sammen helt automatisk. Ægte kærlighed er også hårdt arbejde og vedholdenhed.
Kommer alt godt til den der venter?
Før i tiden var problemet, at folk ikke måtte eller kunne vælge en partner fra, fordi de var økonomisk afhængig, men nu er problemet, at vi for nemt kan vælge det fra. Så hvor er gråzonen?
Den tid vi lever i har noget at sige i forhold til vores forventninger til parforholdet. Vi har fået friheden til at vælge eller er blevet sat i valgets tyranni. Vi er vant til at handle, hvis der er noget vi er utrilfredse med. Hvis vi ikke trives i vores job, så skal vi måske overveje en anden arbejdskonstellation. Hvis vi ikke trives med os selv kan vi opsøge hjælp til personlig udvikling. Hvis vi ikke trives med vores krop, så kan vi oprette et medlemskab i fitness world. Hvis vi ikke trives i vores parforhold, så KANl vi vælge det fra. I nogle tilfælde kan det være mest hensigtmæssigt at splitte op, hvis man ikke er gode for hinanden. Men spørgsmålet er jo, om man kan blive det?
Måske man kunne bruge valgfriheden anderledes? Man kunne være modige nok til at trodse ideen om, hvordan man BØR leve sammen og sætte sine egne regler?
Vi skal finde en balance imellem at være et selvstændigt individ og samtidig være afhængig af en anden.
Jeg hører nogle gange sætningen: ”jeg gad godt være skilt bare en uge”. Det er dog især fra småbørnsforældre, men sætningen har en pointe. Kan vi gå på opdagelse i, hvad der skal til for, at der bliver en balance imellem at pleje sig selv og pleje sit forhold? Parforholdet bliver underlagt en sammenligningskultur, hvor vi spejler os i andre folks måde at gøre det på. Det kan gøre det angstprovokerende at vælge en ”parforholdsmodel”, der trodser mængden. Men hvis ikke i 2020, hvornår så? Hvis nu det puster energi ind i jeres ægteskab, at I tilbringer en ferie hver for sig eksempelvis, hvem dømmer så hvad, der er rigtigt eller forkert?
Så sammenlign dit forhold med dig selv og din partners værdier.