Når et menneske rammer den terapeutiske stol er det næsten uundgåeligt, at en del af skylden er egne tanker om eget værd. Det lave selvværd og de der tilknyttede kritiske tanker om egen formåen hæmmer mange i at være den de ER. Ofte er de ideer vi har omkring os selv grundlagt så tidligt, at de er blevet det mest naturlige at tro på. Det findes ikke én årsag til at et lavt selvværd grundlægges, det er derimod et komplekst samspil mellem person og erfaring, der har forstærket et menneske i troen.
Med et lavt selvværd følger en række måder at være i verden på, som kan være frygteligt begrænsende. Man kan skubbe andre mennesker væk i frygten for at få nogen så tæt på, at de opdager, at man intet er værd. Man kan søge andre, men være så ængstelig i relationen at den anden aldrig opdager ens sande jeg. Det uheldige er så, at det menneske der bliver afvist jo reelt ikke dig, men den angste del af dig. Alligevel føles afvisningen som endnu en bekræftelse på, at man er ikke er noget værd. Den selvforstærkende cyklus ruller og ideen om mindreværd bliver endnu stærkere. Det kræver styrke at tro på noget andet. Mange af mine klienter oplever stor modstand mod nye perspektiver på sig selv, som om at man hellere vil tro på den dårlige historie. Jeg plejer at kalde det den trygge smerte. Vi søger den genkendelige fortælling, den er tryg fordi den er velkendt. Det kræver mod at se noget nyt.
Som en forsker med god hypotese
Ideerne om os selv bliver vores egen gode teori. Det er en teori vi tror så meget på, at vi bliver som en forsker med god hypotese. Han vil kun se det, der bekræfter hans teori og øjet bliver blind for modbeviser. På helt samme måde forblinder negative tanker om eget værd et menneske i at se modbeviset.
I samtaleterapi leder jeg efter hullerne i forsvaret. Er der tidspunkter, hvor man tænker det bare lidt mindre? Er der situationer, hvor det næsten ikke kan lade sig gøre at tro på den historie eller teori? Efter 10 veloverstået eksamener med gode resultater kan det være svært at fastholde én ide, om at det kun er held.
Låser du også andre i en fortælling?
I parforhold optræder samme mekanisme, at vi tror vi kender den anden, så vi opdager ikke når vores partner gør noget, der går imod vores teori. I et partnerskab er det typisk, at vi indtager nogle faste roller, som der hører en række forventninger til. En rolle som den initiativrige, den struktureret, den tryghedssøgende etc. Og på et helt lavpraktisk niveau har vi også faste områder og dertil knyttede roller, manden står for grillen, konen for vasketøjet for at tage et stereotypt eksempel. Det giver rigtig god mening at vi tager roller, så ruller hverdagen lettere, når hver part bare gør det de plejer. Men hvad nu hvis vores partner udvikler sig i en ny retning, kan vi så ændre synet? Er jeg låst af min fortælling om min partner som doven at jeg ikke opdager hans engagement? Eller ser jeg kun det, der bekræfter min teori? At hun altid brokker sig eller at han aldrig får lavet noget.
Det er vildt svært at låse vores fortælling op, så det første skridt er at kigge på hvorfor vi skal gøre det? Hvad er det en fortælling lukker af muligheder i dit liv?
