Med krøllede hjerner følger også et lidt krøllet liv. Hverken skolelivet eller arbejdslivet har typisk fulgt en klassisk sti.
Jeg møder flere som søger terapi for at finde sig til rette efter diagnosticering af ADD eller ADHD. Fælles er drømmen om at finde en balance og lære at udnytte egne potentialer.
Der hviler en tyngde over det menneske, som ser tilbage på et liv, hvor de altid har følt de var en belastning for især den nærmeste familie. En længsel efter at være ligeså perfekt og “god til alting” som de jævnaldrende, de sammenligner sig med.
Jeg plejer at skille diagnose og menneske fra hinanden, selvom det selvfølgelig er lidt firkantet, så er det en vej ind til følelsen af selvomsorg.
“Din adhd er belastende, et livsvilkår du hele tiden skal mestre, men DU er dejlig”. De funktionsnedsættelser der følger med er ikke med vilje. Følelserne er intense og svære at regulere, og mange bruger meget energi på at skjule det, fordi det føles så skamfuldt at overreagere.
Hvis vi kan pege på diagnosen frem for mennesket kan vi nå et lille skridt. Og være i at det godt må være krævende for andre at forholde sig til det.
Der findes samtidig super fine, kreative, energiske ildsjæle, som jeg elsker at tænke ud af boksen sammen med.
I de perioder hvor det lykkes at finde en balance mellem sårbarheder og evner, kan der spire noget helt unikt.
